Her kan du koble af fra hverdagens stress og jag, komme ned i gear og tanke energi til krop og sjæl. Vi anbefaler vores gratis Vesterhavs Wellness pakke, som du selv sammensætter af følgende ingredienser:
Aromaterapi (lugten af tang og krabbe). Meditationsmusik (mågeskrig, bølgeskvulp). Mindfullness (gå ned på stranden og bare vær til). Grounding (stik tæerne langt ned i sandet). Salt-Skrub (få renset huden af nærende havsalte). Solterapi (her skinner solen flere timer end landsgennemsnittet). Fugtighedskur (når det regner, men her regner det mindre end landsgennemsnittet). Kurbad (hop i Vesterhavet). Dampbad (når havgusen kommer). Farveterapi (fantastiske solopgange og solnedgange). Kompetenceudvikling (byg et sandslot eller find noget rav). Naturlig kost (fang fisk og pluk bær). Sandpeeling (når det blæser lidt). Ny spændende frisure (når det blæser lidt mere). En helt ny geografisk placering (når det blæser meget).
Skal der lidt mere fart over feltet er der mange andre muligheder, der tager afsæt i vores særlige natur.